Mange eksperter mener der ikke findes noget der hedder afhængighed af porno eller sex. Det gør de på det grundlag at en orgasme burde være en naturlig stopklods, personen vil stoppe når hun har fået nok. Engang troede man noget lignende gjaldt for mad, at vi altid vil stoppe når vi er mæt. I dag ved vi at det ikke altid er tilfældet. De mekanismer i hjerne og krop der siger til når vi har fået nok føde eller sex er tilsyneladende indstillet på de stimuli vi har levet med i årtusinder. I dag har vi superstimulerende mad og internettet byder på endeløse og hidtil ukendte eller uudforskede muligheder seksuelt – og det er som om de naturlige mekanismer der burde fortælle os, at nu har vi fået nok, ikke rigtig duer! De holder ikke overfor disse superstimulerende oplevelser. Dertil kommer at internet porno handler ikke så meget om orgasme. Orgasme tager ikke så lang tid og tilfældet er at pornoafhængige bliver hængende ved computeren i timevis, og det gør de på arbejde, i skolen og andre steder hvor det ikke er muligt at onanere! Konsekvensen af at stopklodsen ikke virker er at vi kan blive ved og ved indtil vi er så bedøvede at normal sex ikke er stimulerende nok, hvilket er et af kendetegnene ved afhængighed (øget tolerance).