Afhængighed og traume.
05/25/2014
Vi taler om traume når et menneske har været udsat for en så overvældende begivenhed, at oplevelsen bestandigt ødelægger personens følelse af sikkerhed, og efterlader personen i en tilstand af hjælpeløshed, en følelse af at være alene og meget sårbar.
Traume er ikke noget nyt begreb, men tidligere var det forbundet med krig, naturkatastrofer eller grove personlige overgreb. På trods af disse forfærdelige oplevelser vil kun ca. en tredjedel være udsat for PTSD. Det betyder dog ikke at de resterende 70% ikke kan have det dårligt med det de har været igennem, men de kan trods alt komme videre med sit liv.
Det som vi, der behandler traumatiserede og afhængige mennesker, er blevet opmærksomme på er at traumer kan opstå i andre sammenhænge, fx hvor et barn bliver udsat for vedvarende vanrøgt eller misbrug, bliver udskammet, nedgjort, tilsidesat, gjort til grin eller oplever at det ikke er elsket. Disse traumer der opstår indenfor familien, kan være åbenlyse eller skjulte og subtile – men de finder sted over meget lang tid. Denne form for traumatisering er ondartet. Vi ved fx at sandsynligheden for en traumatisk reaktion eller konsekvenser er større hvis traumet:
- Er forårsaget af mennesker.
- Gentages over længere tid.
- Er uforudsigeligt.
- Finder sted i en ung alder.
- Hvis det er forældre eller omsorgspersoner der begår overgreb på barnet.
Dette betyder desværre at opvækst i en alkoholiseret familie, eller en familie hvor der er følelsesmæssig kulde eller afstandstagen kan føre til traumesymptomer senere i livet. Heldigvis er der ofte ressourcer, en bedstemor eller bedstefar, der gør at barnet kommer relativt uskadt ud af sin opvækst. Rigtig mange vil dog have svært ved at fungere i relationer, i skole eller på arbejdsmarkedet grundet ubehandlet traume. Vi ved også at der er stor risiko for at de vil udvikle afhængighed af alkohol, piller eller andre former for afhængighed. Det vil dulme deres smerte på den korte bane, men på sigt vil det udsætte dem for endnu flere traumer, utroskab, vold, skilsmisse, ødelagte relationer og de risikerer at sabotere sin karriere.
Det kan godt lade sig gøre at hjælpe disse mennesker, både inden de begynder at drikke eller tage stoffer, og når de kommer i problemer med sin afhængighed. Det kræver dog ofte en længere terapi og behandling, hvor der er forståelse for hvad det betyder at være afhængig af alkohol eller stoffer, hvad det gør ved en at vokse op med en følelse af at være uelsket i utrygge rammer. Det kræver også en dybere viden om traume og hvilke behandlingsformer der kan hjælpe personen på de forskellige stadier i terapien. Igen, det kan godt lade sig gøre og det er ikke altid så indviklet som det lyder.
Comments
You can follow this conversation by subscribing to the comment feed for this post.