Det er altid spændende at høre om vendepunktet i en misbrugers liv (det hedder "åndelig opvågnen" i 12 trins fællesskaberne). Ofte kan han eller hun beskrive hvad der skete og hvordan det føltes, når de for alvor tog en beslutning om at stoppe misbruget, en beslutning om at stoppe uden betingelser. I 2008 interviewede jeg nogle misbrugere (ludomaner, alkoholikere og stofafhængige) der alle var clean og spillefrie. En af misbrugerne, en ung kvinde, fortalte meget gribende om vendepunktet i hendes behandling.
Hun var i døgnbehandling på det tidspunkt og var rigtig bange for at blive clean. Hun havde tidligere forsøgt at stoppe, men var altid faldet tilbage, og det hele blev bare værre og værre. Julie (ikke hendes rigtige navn) er en meget intelligent kvinde og hun vidste godt at den rejse hun nu stod overfor ikke var smertefri. I mange, mange år havde hun konsekvent begravet sin smerte i stoffer, og misbruget kunne for det meste holde hendes tidlige traumer på afstand. Det stod hende klart at ædru og clean ville hun komme i kontakt med sine egne følelser. Det her kræver mod og tro – det er bare så svært at tro på, at man kan rumme al den smerte uden at eksplodere.
Jeg har forsøgt at ændre så lidt som muligt i teksten – den er forståeligt lidt rodet, men hun forsøger jo at fortælle om noget der er meget personligt, noget hun selv har svært ved at begribe, og er af stor betydning for hende.
”Ja, skal jeg fortælle om det? Jeg sidder udenfor og det er omkring d. 21 – 22 juli, XXXX, og jeg er meget, meget berørt fordi der har været et foredrag om familier, vores relationer som afhængige til vores familier, hvad vi har gjort ved dem, og jeg har fået et skema som jeg skal udfylde og sende, med tilbud om at mine kære kan deltage i Majorgårdens familiebehandling, og det berørte mig dybt, så jeg er meget sårbar og meget …oh… fyldt med skyld og skam, og sidder udenfor, denne pragtfulde, pragtfulde dag, og aner simpelthen ikke råd for hvad jeg skal stille op med den der, den der ting der handler om at inddrage [familien], og komme videre, og lige pludselig, som jeg sidder der, så kommer det, at jeg bliver fyldt af, der kommer og jeg bliver fyldt af på samme tid, af lys som bare strømmer ned i mig. Rent faktisk så er jeg så fyldt af lys og varme, så jeg ikke kan se hvad [der] er foran mig, jeg kan ikke se bordet og stolen, jeg kan bare, jeg kan bare være i det der fuldstændige … Jeg har så senere tænkt på, hvad var det for lys, Julie? Og ligner det lyset fra lysstofrør, eller, og … det var egentlig utrolig lyst. Og det er meget, meget rart og meget meget kærligt, og det er en følelse og en fornemmelse som jeg aldrig nogensinde har oplevet før. Og i det øjeblik var jeg fyldt med så meget lys og så megen varme, da var der et eller andet der får mig overbevidst om, at det er godt… og at… jeg tror at en tid sidder jeg der, før jeg når at tænke, hvad fanden sker der her, jeg kan ikke se mine medmennesker, jeg kan ikke se havebordet, jeg sidder her fyldt med lys og varme, og får en helt anden, en helt anden fornemmelse end jeg nogensinde i mit liv har haft … så tror [jeg] der går, der går nogle minutter og langsomt aftager det og langsomt kan jeg se menneskerne, langsomt kan jeg se bordet, og da jeg ligesom sidder, jeg tror der er gået mellem to eller tre minutter, da jeg sidder bagefter, så har jeg det sådan, tja, nu, nu tør jeg godt det her.”
