Traume kan defineres på flere måder, og hver definition beskriver en vigtig side af forskellige former for traume. En mulig definition er at traume er en manglende evne til at være i nuet. Traumatiserede mennesker er bange, stressede og vagtsomme selvom deres omgivelser ikke giver nogen som helst anledning til frygt. I den tilstand skal der ikke meget til for at udløse et panikanfald. Personens reaktioner kan være ret heftige og ikke til at forstå for andre, der ikke ved hvad der ligger bagved. Det skaber problemer, ikke mindst i nære relationer.
Traume er et vigtigt tema i behandling af afhængighed. Traume, ofte tidlig traume, er en udløsende faktor i afhængighed. Arvelighed og samfundets holdning til f.eks. alkohol kan ikke helt forklare hvorfor nogle mennesker bliver så afhængige af sit stof eller din adfærd, at de er villige til at ofre sin familie, sin karriere, og til sidst sit helbred for at opleve den trance lignende tilstand stoffet eller adfærden muliggør. Traume er den sidste store brik i puslespillet.
Behandlere har længe været opmærksomme hvor vigtigt det er for den afhængige at ”komme ind i nuet”, også dem der ikke aner en pind om traume. I behandling inspireret af de tolv trin (f.eks. AA) er der fokus på ”en dag ad gangen”, fokus på ikke at smutte for langt ind i fremtiden og ikke at grave sig ned i fortidens dårligdom. I fremtiden bor frygten og fortiden er fyldt med skam. Mindfulness er en gave i behandling af afhængige mennesker, med sin fokus på ”nuets kraft”. Mindfulness har også åbnet døren for spiritualiteten og derved beriget den kognitivt orienterede behandling. Dog er der to ting at være opmærksom på i forhold til meditation og Mindfulness. For meget fokus på meditation kan sende personen på dybt vand og aktivere et panikanfald af større dimensioner. Det andet problem har med en af nutidens frygtelige onder at gør, dvs. for meget fokus på effektivitet og teknik. Mindfulness risikerer at blive gjort til en hurtig teknisk løsning på stress og uro, eller drikketrang, en teknik løsrevet fra den åndelighed den udspringer af. Det skal gå så stærkt! Alt for stærkt. Som de garvede terapeuter siger, ”gode ting sker langsomt”. Det gælder ikke mindst når det handler om traume.
En ”øvelse” der er velegnet for at hjælpe personen ind i nuet, i håb om at hun finder ro og tryghed, er at bede personen om at se på træerne udenfor vinduet, eller ud over vandet – at hun bruger al sin opmærksomhed, i det omfang det nu kan lade sig gøre, på at observere. At observere hvordan vinden rusker i grene og i trætoppen, hvordan lyset og skyggerne spiller sammen, og måske lytte til fuglene. På samme tid må personen gerne observere hvad der sker inde i hende, hvad det gør det ved hende når hun fokuserer på naturen, her og nu. Som regel oplever personen en større ro. Det giver ro at være i nuet, og en oplevelse af at den skrækkelige trussel hører til i en anden tid, og er på den måde ikke en del af den virkelighed personen befinder sig i her og nu. Der er ingen teknik i det her, og den største fordel er at personen kan gøre det selv, når han eller hun har brug for at finde ro.