Selvhjælpsgrupper Feed

Shopaholic vil tages alvorligt.

Shopaholic 1De kan ikke styre deres købetrang og ender igen og igen i bundløs gæld. Alt for mange trækker på skuldrene og griner lidt af de sygelige overforbrugere – shopaholikerne.

 

Da 61-årige Hanne Petersen holdt op med at drikke for 16 år siden, stod hun tilbage med en gæld på en halv million kroner.

En formue knaldet af på hæmningsløs brug af farvestrålende kontokort og dyre afbetalinger, på mærketøj, dyre sko og impulskøb. Penge brugt på alting og ingenting i et forbrugsorgie uden andre spor end håbløs gæld.

Den ædru alkoholiker var heldig at få gældssanering, og de følgende fem år satte en registrering som dårlig betaler en stopper for hendes overforbrug. Men så var den gal igen.

Ingen penge til datters konfirmation.


»Efter de fem år blev jeg høj alene ved tanken om, at jeg igen kunne bruge penge, og kort tid efter købte jeg et kæmpe B&O-anlæg på afbetaling. Det gjorde jeg, selv om jeg vidste, jeg ikke havde råd og var på førtidspension. Og selv om jeg stod lige over for min yngste datters konfirmation, som jeg så ikke havde penge til«, fortæller hun til politikenTjek.

»Jeg har aldrig været i stand til at sige, at jeg ikke har råd til en ting. Da mine børn voksede op, ville jeg ikke have, at de skulle mangle noget. Jeg gik altid efter de dyre mærkevarer, selv om jeg ikke havde pengene. Jeg har aldrig købt et stykke tøj i Kvickly«.

Folk gør grin.


Hanne Petersen er det, der med et engelsk ord hedder ’shopaholic’ – på dansk shopaholiker.

Shopaholikere er mennesker, som ikke styre deres trang til at købe ting, og den trang fører til bundløs gæld, skilsmisser og social udstødelse. Det er mennesker, som ender i triste statistikker over dårlige betalere og tvangsauktioner. Men selv om shopaholikere er misbrugere på linje med alkoholikere og ludomaner, bliver deres problem sjældent taget alvorligt af omverdenen.

Det fortæller misbrugsterapeut Magnus Larusson fra behandlingsstedet Promis. Han får mange henvendelser fra familier, hvor fars eller mors overforbrug er gået helt amok.

»Det er et stort problem for shopaholikere, at folk er tilbøjelige til at gøre grin med deres misbrug. Folk griner og siger, at ’sådan er det jo med kvinder og sko’, eller forstår ikke, hvorfor shopaholikeren ikke bare kan lade være med at bruge så mange penge«.

Søger en lykkefølelse.


Men det er det samme som at foreslå, at en alkoholiker bare kan lade være med at drikke, siger behandleren.

»Hos shoppesyge ser du stort set samme tendenser som hos andre misbrugere. De føler, at de bliver nødt til at købe ting for at have det godt. De oplever et sus, når de kommer ind i butikker, og når de køber – og så fortryder de måske bagefter og er ulykkelige. Men kort tid efter bruger de igen penge, de ikke har. De kan ikke lade være«, siger han.

Han fortæller, at overforbruget giver de shoppesyge et kemisk ’kick’. Når de køber noget, udløser det stoffet dopamin, som er en del af kroppens egen kemi – og det stof giver shopaholikeren den lykkefølelse, de søger.

Kriser giver købesyge.


Den fornemmelse kender Hanne Petersen alt til.

»Man slapper først af, når man køber noget. Hvis man er bekymret eller spekulerer på noget, så kommer der ro på igen, når man køber ting«.

Hendes købetrang blev ekstra stærk, når hun stod midt i en krise.

»Da min mor døde, da jeg blev skilt – eller da et af mine børn fik en alvorlig sygdom. Så bliver det værre«.

Ingen behandling i Danmark.


I dag har Hanne Petersen fået sin shopaholisme under kontrol. Under en tur til USA fik hun kontakt med en selvhjælpsgruppe for shopaholikere, Debtors Anonymous, som hjalp hende til at styre trangen. Men i Danmark er der ikke nogle offentlige behandlingstilbud for folk med shopaholisme.

Det hænger sammen med, at shopaholisme ikke er anerkendt som en sygdom, siger Magnus Larusson fra Promis.

»Hvis du henvender dig med de her problemer til din læge, så vil vedkommende ikke kunne finde information om din lidelse i sine lægebøger – for lidelsen er ikke beskrevet. Og måske har lægen ikke forståelse for dit problem og føler, at han eller hun har noget vigtigere at beskæftige sig med«.

Han mener, at det er nødvendigt med en kamp for at få sygdommen anerkendt på linje med for eksempel ludomani.

Anerkend sygdommen.


»En anerkendelse af shopaholisme som et sygeligt misbrug vil åbne døren for mange, for så er det ikke længere bare et privat problem. Mange undlader at søge hjælp, fordi de skammer sig så meget. Det er meget skamfuldt ikke at have styr på sin økonomi i Danmark«.

Alligevel mener han, at der er håb for shopaholikere.

Fordi deres misbrugsmønstre i høj grad ligner dem, der kendetegner andre typer af misbrugere, vil en alkohol- eller misbrugsterapeut ofte kunne hjælpe. Og mange vil kunne få styr på deres overforbrug efter samtaler med en dygtig psykolog.

Problemet er til gengæld ofte, at shopaholikere ikke har råd til at betale for behandling. Som i Hanne Petersens tilfælde følges shopaholisme ofte med andre typer af misbrug som alkoholmisbrug eller spillemani.

Købetrangen giver hjertebanken.


Hanne Petersen håber også, at shopaholisme i fremtiden bliver taget mere alvorligt.

»Hvis shopaholisme blev anerkendt som en sygdom, ville det være en lettelse. Det ville betyde, at shopaholikerne kan komme af med noget af den skam og skyld, vi føler«.

Selv om Hanne Petersen i dag betaler sine regninger, lever hun stadig med sin shopaholisme.

»Følelserne har jeg stadig. Trangen til at shoppe som en fuldstændig ustyrlig lyst til at købe noget. Når jeg ser reklamer eller får breve med tilbud om at låne penge – 'Lån 15.000 og køb noget nyt' – så får jeg stadig hjertebanken«.

Navnet Hanne Petersen er opdigtet. Det rigtige navn er redaktionen bekendt.

Af Gudrun Marie Schmidt

Printet fra politiken.dk Lørdag 24. nov 2007 


En sms fra en ACA’er

Acalogo 

God dag Magnus. Tak for at fortælle mig om ACA. Jeg var til mit første møde i mandags, og jeg begyndte at tude, så snart mødet var startet. Til at begynde med, var jeg usikker om det virkelig var mig selv der græd, men der var vist ingen tvivl om det. Jeg har haft det lidt mærkeligt siden i mandags, føler mig som en lille skræmt pige, og jeg er så bange for, at ingen vil respektere det, hvis jeg fortæller hvordan jeg har det. Jeg kan ikke være den store og stærke Gudrun mere. Og nu tager jeg chancen og fortæller dig hvordan jeg har det, fordi jeg er overbevidst om at du er min ven. Er det sådan man har det, når man knækker? Jeg ved ikke hvem jeg er mere, jeg har spillet skuespil hele mit liv.

 

Knus og kram

 


Sexafhængighed og overspisning

På nogle måder har sexafhængige meget til fælles med medlemmerne i tolvtrinsgruppen Anonyme Overspisere (OA). De har lært nogle vigtige ting fra medlemmerne i OA om forskellen mellem afholdenhed og ædruelighed. Ved at anerkende det faktum, at det ikke er fornuftigt, at afstå fra at spise gennem længere tid, bruger folk i bedring i OA deres energi på at lære, at spise på en sundere måde, uden at spise tvangsmæssigt.

Medlem i SLAA i Danmark

Opgave fra DAC studerende


Thanks for sharing - en film om sexafhængighed

Thanks for sharing er en ny film der handler om sexafhængige mennesker der alle deltager i en 12 trins selvhjælpsgruppe for at få styr på deres afhængighed. Filmen er på overfladen en komedie, men de problemer hovedpersonerne slås med er meget genkendelige og emnet behandles nænsomt og med respekt. Filmen er også realistisk på flere områder, f.eks. når det handler om tilbagefald hos sexafhængige. Den skildrer også ret godt den kultur alle 12 trins fælleskaber har til fælles, igen med stor respekt og indsigt. Filmen bliver sikkert ikke en blockbuster, men sexafhængige mennesker, deres pårørende, og alle Bills venner (alle der er i recovery i et 12 trins fællesskab) vil sikkert får stor glæde af Thanks for sharing 

 

 


Ritualer i tolvtrins fællesskaberne

Jeg ved at mange misbrugere får glæde af at deltage i 12 trins grupper. Men det kan være svært at falde til i AA eller et af de andre 12 trins fællesskaber, ritualerne på møderne kan virke lidt mærkelige i starten. Nogle synes det underligt at hele forsamlingen klapper for hinanden, igen og igen. Det er måske nemmere at forstå hvis vi tænker på alle de tab misbrugerne har lidt som konsekvens af sit misbrug, og den smerte de har oplevet efter at være stoppet. De har mistet sin familie, venner, arbejde, sit hjem og de har set andre misbrugere dø, i nogle tilfælde mennesker de har knyttet bånd til i behandling eller i sin hjemmegruppe. Det er vigtigt for de clean misbrugere at underbygge en følelse af håb og glæde. Det gør de blandt andet ved at fejre hinandens succes. 

 


Sexafhængighed og helbredelse

Helbredelse for afhængige mennesker kræver at personen er ædru. At du er ædru (ikke drikke) betyder ikke nødvendigvis at du er i helbredelse, men strengt taget kan du næppe være i helbredelse medmindre du er ædru. Det er ikke særlig problematisk for alkoholikeren at definere ædruelighed, ædru betyder at du ikke har drukket alkohol. Så enkelt er det ikke for en sexafhængig eller en der er afhængig af kærlighed. Det er ikke meningen at de skal afstå fra sex resten af livet, eller aldrig mere opleve kærlighed! Det er måske midlertidigt nødvendigt for at komme ned på jorden, men ikke resten af livet.

I fleste tilfælde må den sex eller kærlighedsafhængige lave en slags kontrakt der konstaterer hvilken adfærd er tilladt og hvad er forbudt, dvs. en personen definerer hvad helbredelse er for hende, og hvornår hun er ude i aktivt misbrug. Ofte er der tale om meget klare grænser (ikke noget sex udenfor ægteskabet). Generelt kan det siges at ædruelighed betyder at afstå fra adfærd, romantisk eller seksuel, der medfører skam eller hemmeligheder, er ulovlig eller indebærer misbrug af andre.

Efter som tiden går og helbredelsen skrider frem vil ens definition af ædruelighed flytte sig. Ens forståelse og indblik i sygdommen bliver større og mere nuanceret. Måske hedder definitionen nu, ”jeg er ædru så længe personen jeg er sammen med ikke er gift eller i fast forhold, mine venner må gerne mødes med ham/hende, og personen er hverken voldelig eller følelsesmæssig afstumpet. Det er vigtigt ikke at lave om på eller ændre ædruelighedskontrakten uden at tale om det med en anden person der enten har personlig erfaring med den type misbrug, eller en terapeut der har indblik i din historie og din afhængighed.