Shopaholic vil tages alvorligt.
03/19/2015
De kan ikke styre deres købetrang og ender igen og igen i bundløs gæld. Alt for mange trækker på skuldrene og griner lidt af de sygelige overforbrugere – shopaholikerne.
Da 61-årige Hanne Petersen holdt op med at drikke for 16 år siden, stod hun tilbage med en gæld på en halv million kroner.
En formue knaldet af på hæmningsløs brug af farvestrålende kontokort og dyre afbetalinger, på mærketøj, dyre sko og impulskøb. Penge brugt på alting og ingenting i et forbrugsorgie uden andre spor end håbløs gæld.
Den ædru alkoholiker var heldig at få gældssanering, og de følgende fem år satte en registrering som dårlig betaler en stopper for hendes overforbrug. Men så var den gal igen.
Ingen penge til datters konfirmation.
»Efter de fem år blev jeg høj alene ved tanken om, at jeg igen kunne bruge penge, og kort tid efter købte jeg et kæmpe B&O-anlæg på afbetaling. Det gjorde jeg, selv om jeg vidste, jeg ikke havde råd og var på førtidspension. Og selv om jeg stod lige over for min yngste datters konfirmation, som jeg så ikke havde penge til«, fortæller hun til politikenTjek.
»Jeg har aldrig været i stand til at sige, at jeg ikke har råd til en ting. Da mine børn voksede op, ville jeg ikke have, at de skulle mangle noget. Jeg gik altid efter de dyre mærkevarer, selv om jeg ikke havde pengene. Jeg har aldrig købt et stykke tøj i Kvickly«.
Folk gør grin.
Hanne Petersen er det, der med et engelsk ord hedder ’shopaholic’ – på dansk shopaholiker.
Shopaholikere er mennesker, som ikke styre deres trang til at købe ting, og den trang fører til bundløs gæld, skilsmisser og social udstødelse. Det er mennesker, som ender i triste statistikker over dårlige betalere og tvangsauktioner. Men selv om shopaholikere er misbrugere på linje med alkoholikere og ludomaner, bliver deres problem sjældent taget alvorligt af omverdenen.
Det fortæller misbrugsterapeut Magnus Larusson fra behandlingsstedet Promis. Han får mange henvendelser fra familier, hvor fars eller mors overforbrug er gået helt amok.
»Det er et stort problem for shopaholikere, at folk er tilbøjelige til at gøre grin med deres misbrug. Folk griner og siger, at ’sådan er det jo med kvinder og sko’, eller forstår ikke, hvorfor shopaholikeren ikke bare kan lade være med at bruge så mange penge«.
Søger en lykkefølelse.
Men det er det samme som at foreslå, at en alkoholiker bare kan lade være med at drikke, siger behandleren.
»Hos shoppesyge ser du stort set samme tendenser som hos andre misbrugere. De føler, at de bliver nødt til at købe ting for at have det godt. De oplever et sus, når de kommer ind i butikker, og når de køber – og så fortryder de måske bagefter og er ulykkelige. Men kort tid efter bruger de igen penge, de ikke har. De kan ikke lade være«, siger han.
Han fortæller, at overforbruget giver de shoppesyge et kemisk ’kick’. Når de køber noget, udløser det stoffet dopamin, som er en del af kroppens egen kemi – og det stof giver shopaholikeren den lykkefølelse, de søger.
Kriser giver købesyge.
Den fornemmelse kender Hanne Petersen alt til.
»Man slapper først af, når man køber noget. Hvis man er bekymret eller spekulerer på noget, så kommer der ro på igen, når man køber ting«.
Hendes købetrang blev ekstra stærk, når hun stod midt i en krise.
»Da min mor døde, da jeg blev skilt – eller da et af mine børn fik en alvorlig sygdom. Så bliver det værre«.
Ingen behandling i Danmark.
I dag har Hanne Petersen fået sin shopaholisme under kontrol. Under en tur til USA fik hun kontakt med en selvhjælpsgruppe for shopaholikere, Debtors Anonymous, som hjalp hende til at styre trangen. Men i Danmark er der ikke nogle offentlige behandlingstilbud for folk med shopaholisme.
Det hænger sammen med, at shopaholisme ikke er anerkendt som en sygdom, siger Magnus Larusson fra Promis.
»Hvis du henvender dig med de her problemer til din læge, så vil vedkommende ikke kunne finde information om din lidelse i sine lægebøger – for lidelsen er ikke beskrevet. Og måske har lægen ikke forståelse for dit problem og føler, at han eller hun har noget vigtigere at beskæftige sig med«.
Han mener, at det er nødvendigt med en kamp for at få sygdommen anerkendt på linje med for eksempel ludomani.
Anerkend sygdommen.
»En anerkendelse af shopaholisme som et sygeligt misbrug vil åbne døren for mange, for så er det ikke længere bare et privat problem. Mange undlader at søge hjælp, fordi de skammer sig så meget. Det er meget skamfuldt ikke at have styr på sin økonomi i Danmark«.
Alligevel mener han, at der er håb for shopaholikere.
Fordi deres misbrugsmønstre i høj grad ligner dem, der kendetegner andre typer af misbrugere, vil en alkohol- eller misbrugsterapeut ofte kunne hjælpe. Og mange vil kunne få styr på deres overforbrug efter samtaler med en dygtig psykolog.
Problemet er til gengæld ofte, at shopaholikere ikke har råd til at betale for behandling. Som i Hanne Petersens tilfælde følges shopaholisme ofte med andre typer af misbrug som alkoholmisbrug eller spillemani.
Købetrangen giver hjertebanken.
Hanne Petersen håber også, at shopaholisme i fremtiden bliver taget mere alvorligt.
»Hvis shopaholisme blev anerkendt som en sygdom, ville det være en lettelse. Det ville betyde, at shopaholikerne kan komme af med noget af den skam og skyld, vi føler«.
Selv om Hanne Petersen i dag betaler sine regninger, lever hun stadig med sin shopaholisme.
»Følelserne har jeg stadig. Trangen til at shoppe som en fuldstændig ustyrlig lyst til at købe noget. Når jeg ser reklamer eller får breve med tilbud om at låne penge – 'Lån 15.000 og køb noget nyt' – så får jeg stadig hjertebanken«.
Navnet Hanne Petersen er opdigtet. Det rigtige navn er redaktionen bekendt.
Af Gudrun Marie Schmidt
Printet fra politiken.dk Lørdag 24. nov 2007