En af forsvarsstrategierne vi bruger når ramt af traume er dissociation. Dissociation er en ubevidst forsvarsmekanisme der gør at den traumatiske oplevelse bliver ”arkiveret” på en diffus måde i sind og krop. Normalt vil vi opleve, når vi husker tilbage til en begivenhed, at tanker, følelser, sansninger, adfærd og billeder danner en helhed. Dissociation betyder at forbindelsen er kappet mellem flere af disse elementer. Du husker måske følelsen i forbindelse med en begivenhed, men ikke hvad der skete. Eller du gentager igen og igen et bestemt uhensigtsmæssigt adfærdsmønster, men du ved ikke hvor det stammer fra. Denne fejl i arkiveringen betyder at overvældende traumatiske oplevelser ikke kan integreres i din hukommelse og i din personlige historie.
I en anden form for dissociation splittes personen op i flere forskellige personligheder eller egoer, der hver for sig gemmer på forskellige elementer af traumet. Den ene personlighed kan være utrolig velfungerende og effektiv, mens den anden er alvorligt handicappet på grund af angst, vrede eller håbløshed. I mange tilfælde er der tale om flere nærmest fuldstændig adskilte personligheder i en og samme person, da er der som regel tale om en person der har været udsat for længerevarende, voldsomt misbrug fysisk, seksuelt og/eller psykisk.
Der findes også en form for dissociation der opstår mens den traumatiserende begivenhed finder sted. Personen forsøger at beskytte sig ved at dissociere fra den fysiske del af oplevelsen. Mennesker der har været udsat for alvorlige ulykker, naturkatastrofer, tortur eller voldtægt siger ofte at det er som om de smuttede ud af egen krop – og de kunne bogstavelig talt se på sig selv og hvad der skete med dem, meget ofte set ovenfra. Denne tilstand føles uvirkelig og upersonlig, fornemmelse for tid ændrer sig og ofte er personen ret forvirret. Dissociation midt i den traumatiske hændelse er et forsvar mod smerte og rædsel man ikke kan bære, og mod den skrækkelige fornemmelse af at være fuldstændig magtesløs. Desværre er der en pris at betale, denne form for dissociation fører som regel til PTSD senere i livet.
Maryanna Eckberg siger at i mennesker der har været udsat for ekstrem mishandling eller tortur som børn (også politiske fanger der er blevet tortureret) vil nærmest kronisk dissociere fra kropslige oplevelser. De har været udsat for overgreb og deres kroppe er blevet invaderet, de har været udsat for rædselsfuld fysisk og følelsesmæssig smerte. De føler at deres krop er noget de ikke selv har kontrol over, og at deres krop er en kilde er til fuldstændig overvældende fornemmelser (sansninger) og følelser de ikke kan håndtere.
Dissociation gør at når du bliver ramt af fragmenter fra den traumatiske hændelse (en lyd der får dig til at fare op, en duft der gør dig rædselsslagen og hjælpeløs på samme tid), vil du ikke nødvendigvis være klar over at det er noget der har med din fortid at gøre. Du vil sandsynligvis forsøge at finde et eller andet i nuet der forklarer din følelsesmæssige reaktion. Oven i købet vil du, hvis du er på vej ned i traumets sorte hul (vortex), være tilbøjelig til at miste kontakten med virkeligheden. Det er derfor ret vanskeligt at arbejde med traumer, og faren for at gøre mere skade end gavn er stor. Kropsbaseret terapi, f.eks. Somatic Experiencing, er en nænsom løsning – igennem kropsbaserede metoder kan de opsplittede oplevelser blive integreret, uden at personen bliver overvældet og gentraumatiseret.
Meget tyder på at traume er en medvirkende årsag til afhængighed. Smertestillende midler, alkohol og arbejde er fabelagtige hvis man ønsker at slippe væk fra sig selv. En person der har ”lært” at dissociere i tidlig alder, vil øjeblikkelig mærke at f.eks. spilleautomater kan godt bruges som rusmiddel der dæmper den smerte der rumsterer dybt nede i maven. For de fleste ludomaner der er hægtet på spilleautomater handler det om at få fri fra virkeligheden, og det virker rigtig godt mens der er penge i lommen. Eksperter i sexafhængighed og love addiktion er enige om at relationelle traumer spiller en afgørende rolle i udviklingen af disse former for afhængighed. Afhængighed kan også være ret traumatiserende for den nærmeste familie. Der er behov for traumebehandling hvis misbrugeren vil ud af sit misbrug og kunne nyde livet – men det er meget forskelligt fra den ene person til den anden hvor meget hjælp der skal til og hvilken form for hjælp. For mange er den hjælp de får i almindelig misbrugsbehandling nok. Andre bruger selvhjælpsgrupper eller 12 trins grupper og de dækker deres behov. De misbrugere der har svært ved at holde stien ren og ”falder i” igen og igen slås ofte med svære traumer og har brug for ekstra tid og hjælp for at komme videre.